Afsnit 10: Breaking news fra en restauratør – The Standard bliver til LOCA Restauranter

I går var en stor aften for alle os på The Standard og i LOCA Gruppen. Her kunne vi endelig byde officielt velkommen til vores nye restaurant Almanak i Operaen. Her har Henning Larsens tegnestue arbejdet hårdt for at få den nye restaurant i toppen af ét af byens mest ikoniske bygningsværker til at stråle om kap med Olafur Eliassons tre berømte glaslysekroner samme sted.

Vi synes selv, at resultatet kan stå mål med placeringen i den spektakulære bygning, hvor restauranten nu byder velkommen med hyggelige ’båse’ i egetræ med specialdesignede siddepladser i kernelæder, bæredygtige møbler fra Mater og loungeområder med udsigt mod vandet.

Vi har været enormt spændte, for den nye restaurant var bare én af tre store nyheder, vi i går kunne servere for pressen, venner af huset og andre inviterede gæster til åbningen.

Aftenens anden nyhed var offentliggørelsen af LOCA Gruppens ’Manifesto for Bæredygtig Gastronomi’, som vi i tirsdags fortalte om i vores ’Fortællinger nr. 9’ (læs mere her). Manifestoet er vores bud på, hvordan bæredygtig restaurationsdrift og ansvarlighed hænger sammen med gastronomi i topklasse. Vi er stolte af omsider at have fået sat et helt konkret pejlemærke for, hvordan vi kommer til at agere i alle vores restauranter fremover.

Vi takker af på The Standard

Vores Manifesto har en direkte sammenhæng med tredje og sidste trin i nyhedsraketten:

Vi har besluttet os for, at vi, ved udgangen af 2021, flytter ud af den gamle toldbygning i Havnegade. Samtidig pensionerer vi navnet The Standard og bliver i stedet til LOCA Restauranter.

Intet er bæredygtigt, hvis ikke det også er økonomisk bæredygtigt, og det gælder også gastronomien. Det gamle toldkammer er én af byens mest unikke bygninger, og det er derfor også med et stik i hjertet, at vi, per 1. januar 2022, leverer nøglerne tilbage. Men vi må også erkende, at i løbet af de 15 år adressen har fungeret som restaurantkompleks, er det endnu ikke lykkedes nogen restauratør at skabe en økonomisk bæredygtig forretning på adressen. Det skal dog nævnes, at vi, på grund af jeres kæmpe opbakning til både Almanak og Studio, kommer meget tæt på i 2021, som på paradoksal vis ender med det måske bedste resultat i husets historie.

Huset er dog nu sat til salg for et beløb, som vi ikke kan forene med vores visioner for arbejdsvilkår, kvalitet og bæredygtig restaurationsdrift fremover.

Navnet The Standard har fulgt vores restauranter siden åbningen, men når vi flytter ud af Havnegade 44, starter en ny fremtid for vores restauranter på nye adresser, og derfor samler vi dem også under et nyt fælles navn: LOCA Restauranter.

Team Almanak flytter i første omgang over vandet til Almanak i Operaen, hvor vi i årets første måneder samler alle kræfter og sætter fuldt blus på at gøre restauranten åben for alle til både frokost og aften. Desuden har vi også en klar målsætning om at blive sat på verdenskortet med enten en Michelin ’Plate’ eller en Bib Gourmand allerede næste år.

Sideløbende er vi i forhandlinger om et nyt lejemål til den første Almanak, og vores forventning er derfor også, at vi, inden sommeren 2022, atter har to Almanak-restauranter i København.

En historisk mangel på arbejdskraft i vores branche har betydet, at det desværre ikke lykkedes os at genåbne Mission Green i 2021, men også her leder vi – ikke kun efter det helt rigtige team – men også det helt rigtige lejemål, så vi kan genoptage succesen fra 2020 i løbet af det kommende år.

 

Vi gør vores køkkenchefer til forretningspartnere

Vi håber, at Studio kan forblive i det gamle toldkammer på Havnegade, hvor køkkenchef Christoffer Sørensen nu træder ind som medejer af restauranten. Køkkenchef Christian Hoffmann bliver ligeledes ny medejer af Almanak.

De har begge en stor andel i, at både Almanak og Studio har haft rekordmange gæster i 2021, og at LOCA som helhed er kommet stærkere ud på den anden side af pandemien. Vi er derfor også utrolig stolte af, at vi nu kan kalde dem begge vores forretningspartnere, og vi er meget spændte på at se, hvad vores fremtid sammen bringer.

Det var mange store nyheder på én gang. Vi vil altid gerne høre fra jer, så hvis I har spørgsmål eller andet, så skriv meget gerne direkte til os.

 

Kærlig hilsen

Merete og Dorte

 

Merete mail: mho@locagruppen.dk

Dorte mail: dju@thestandardcph.dk

Andre Nyheder

Sidste jul i Havnegade

  Sidste jul i Havnegade Den søde juletid nærmer sig, og på Almanak i Havnegade er julen noget ekstra særligt

Afsnit 9: Fortællinger fra en restauratør

  Et manifest for en bæredygtig fremtid Da vi i 2017 stiftede vores virksomhed, LOCA, var det med sommerfugle i

Studio x Almanak skyder nytåret ind i Operaen

Studio x Almanak skyder nytåret ind i Operaen Vi har netop åbnet dørene til vores nye Almanak i selveste Operaen,
Vores Menu

The Standard bliver til LOCA Restauranter


Almanak flytter til ny adresse i 2022 – Læs hele historien her.